Arbejdsløshedskasser
I en arbejdsløshedskasse, i daglig tale kaldet en a-kasse, kan du forsikre dig mod arbejdsløshed. Du indbetaler et kontingent hver måned, og hvis du så en dag skulle gå hen og blive arbejdsløs, får du udbetalt dagpenge.
Frivilligt at blive medlem
Du bestemmer selv, om du vil være medlem af en arbejdsløshedskasse, og du skal derfor selv sørge for at blive optaget i en a-kassen og dermed blive forsikret mod arbejdsløshed.
Du kan blive optaget i en a-kasse som lønmodtager, selvstændig, nyuddannet, værnepligtig og som medlem af en kommunalbestyrelse eller Folketinget. Der findes 30 arbejdsløshedskasser i Danmark og nogle kræver, at du arbejder indenfor et bestemt fag for at blive optaget, mens andre a-kasser er åbne for alle. Det gælder eksempelvis Frie Funktionærer og Ase.
Krav for at blive medlem
Vær opmærksom på, at der er regler for, hvornår du kan blive medlem af en arbejdsløshedskasse. Du kan for eksempel ikke blive medlem, hvis du er arbejdsløs.
Du kan blive medlem, hvis du har gennemført en erhvervsuddannelse af mindst 18 måneders varighed. Det er en betingelse at a-kassen har modtaget din ansøgning senest 2 uger efter, at du har afsluttet uddannelsen. Du kan være medlem af en a-kasse mens du er studerende. Læs mere om dette emne i afsnittet A-kasse Studerende
Har du afsluttet din uddannelse, kan du melde dig ind i arbejdsløshedskassen, hvis du er i arbejde.