Skal jeg tegne lønsikring?
Forsikringsbranchen og a-kasserne lokker ofte med ekstra forsikringer mod arbejdsløshed. Idéen er enkel: En lønmodtager betaler et månedligt beløb til et forsikringsselskab, og hvis han eller hun bliver fyret, udbetaler forsikringsselskabet et fast månedligt beløb i aftalt periode. På den måde kan den forsikrede supplerer dagpengene i en periode, hvor familiens økonomi kan være ekstra presset. Men selvom man frygter arbejdsløshed, er der en del overvejelser, for området omkring lønsikring er ganske indviklet, og oftest er de mest fyringstruede, der skal betale mest for at blive lønsikret.
Kravene for at få en forsikring svinger fra selskab til selskab, men her er nogle eksempler på typiske krav:
• Du skal være 100 % lønmodtager eller 100 % selvstændig for at tegne en arbejdsløshedsforsikring.
• Du skal tjene mere end 19.000 kr. om måneden og være medlem af A-kasse.
• Du skal være mellem 18 og 60 år for at tegne en lønsikring.
• Priserne varierer fra under 100 kr.-1.500 kr. om måneden alt efter branche, vilkår og ønsket månedlig udbetaling.
Typisk skal du dernæst være forsikret i mindst 12 måneder, før pengene kan udbetales.