Barselsorlov og dagpenge
Er du arbejdsløs og modtager arbejdsløshedsdagpenge fra en a-kasse og skal på barselsorlov, kan du ansøge om barseldagpenge. Barselsdagpenge yder kompensation fordi din indtægt bortfalder i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.
Hvis du vil søge om barselsdagpenge, skal du kontakte din kommune. Det er nemlig kommunen, der vejleder og træffer afgørelser om din ret til barselsdagpenge. På mange kommuners hjemmesider kan du finde ansøgningsblanketterne elektronisk og udfylde dem på nettet eller sende dem til kommunen. Du skal ansøge om barselsdagpenge senest 8 uger efter fødslen
Er du i arbejde, har du måske ret til løn under din barselsorlov, men det afhænger af din overenskomst eller virksomhedsaftale. Tag kontakt til din arbejdsgiver eller dit fagforbund for at få svar.
Kommunen afgør
I nogle tilfælde er det nødvendigt at ansøge om barselsdagpenge, hvis din arbejdsgiver kun betaler de første måneder af barslen. Igen er det din kommune som afgør, om du kan få barselsdagpenge i den sidste del af din barselsorlov. Du kan ikke både få fuld løn under barsel og barselsdagpenge.
Andre gange betaler din arbejdsgiver ikke din barselsorlov, og her skal du have været tilknyttet arbejdsmarkedet i mindst 13 uger, inden du går på orlov for at være berettiget til barselsdagpenge.
Er du ledig og ikke medlem af en a-kasse og har du derfor ikke modtaget arbejdsløshedsdagpenge, så har du heller ikke ret til at modtage barselsdagpenge. For at se hvordan du bliver medlem af en a-kasse, kan du læse afsnittet ”Arbejdsløshedskasser”.
Som selvstændig erhvervsdrivende har du ret til barselsdagpenge, hvis du har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de seneste 12 måneder.
Som studerende har du kun ret til barseldagpenge, hvis du har et fast deltidsarbejde, eller hvis du skal være elev i lønnet praktik i en uddannelse.
Hvis du er i tvivl kan du altid kontakte din a-kasse, din arbejdsgiver eller din kommune for at få råd og vejledning om barselsorlov.